Kategorier
Nyheder

Vi stopper på Orø Havn

Efter mange forsøg på at finde en afbetalingsløsning (på vores momsgæld), der kan gøre SKAT tilfreds, er vi nået til vejs ende af muligheder, i et meget ufleksibelt og egentlig også ulogisk system. Det betyder at vi må forlade vores sted på havnen, hvor vi har arbejdet og investeret i forbedringer og nye tiltag de seneste 6 år.

Den 30. november overdrager vi nøglerne, for at give Holbæk Kommune mulighed for at finde ny lejer til lokalerne.

Hold op hvor kommer jeg til at savne gæster, kolleger, madlavning, musikarrangementer, leverandører og livet på havnen – jeg takker jer alle for at gøre de seneste 6 år til noget helt specielt i mit liv.

Hvad så nu?
I første omgang er der en del praktiske ting der skal håndteres i forbindelse med vores stop på havnen. Efter det, er det tid til en lille pause for at give tid til refleksion. Jeg tror ikke den finansielle ustabilitet vil ændre sig meget de næste år, så et nyt spisested er ikke lige om hjørnet.

Jeg har stadig stor kærlighed og lyst til at lave mad, så jeg går med tanker om at blive gammeldags kogekone til lokale arrangementer. Det er blot en af mange bolde der er i luften for tiden.

Tak for alt og tak for denne gang!

Simon